Første madpakke i det nye skoleår

Så er vi ved at være i gang med det nye skoleår. Nu skal vi igen lave madpakker, og få hverdagen til at fungere med alt hvad det indebærer. Det kan være lidt af en prøvelse, og kræver planlægning og kreativitet for at få enderne til at nå sammen.

Her på bloggen, får du en masse ideer til hvordan du kan gøre madpakkerne lækre, og enkle. Det behøver ikke at tage lang tid om aftenen, eller morgenen for at sende en lækker og mundvandsdrivende madpakke med til dine børn. Det handler om planlægning og at kunne lave/bage noget på forhånd, som kan fryses – så det bliver nemt at tage op og putte direkte i madpakkerne.

Samtidig med at bage større portioner af gangen, har jeg også været i supermarkedet for at købe sunde snacks. Skabet er fyldt op, så det er nemt at gå til. Og det er lige præcis det det handler om – at gøre det nemt og enkelt, så det ikke bliver en stress faktor – oven i alt det andet, hverdagen har at byde på.

Her er Filippas første madpakke i det nye skoleår.

madpakke3.png

Den består af en pizzasnegl, et pølsehorn (lavet af samme dej), små frikadeller og agurker på spyd, gulerødder, jordbær og en “grinebidder” (kan købes i supermarkeder, og står sammen med figenstænger). Hun spiste det hele og var glad da hun kom hjem. Samtidig har jeg god samvittighed, fordi jeg ved hvad der er i brødet – det er de rene, gode råvarer – uden alle mulige tilsætningsstoffer.

Jeg vil ønske jer og jeres børn en rigtig god skolestart. Skriv endelig til mig, hvis I har brug for inspiration til madpakkerne, eller mangler en opskrift etc. Så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at svare jer, så hurtigt som muligt. Jeg vil rigtig gerne høre fra jer.

God weekend kære jer! 🙂

Kh. Berit 🙂

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Ribs og solbærsaft

Duften af min barndoms sommer breder sig i køkkenet, mens dampen fra vandet lige så stille sørger for, at saften fra bærerne bliver til den lækreste saft. Hvor har jeg stået i min mors køkken mange somre, og indsnuset den vidunderlige duft af bær, som bare strømmede ud i huset. Min mor og farmor brugte en stor del af sommeren på at plukke de bær, som hørte til gården. De havde et fantastisk samarbejde, og hjalp altid hinanden med at få “høsten” ind. Så mens min far var i marken, og min farfar kørte halm på halmloftet, så var min mor og farmor i haven for at høste bær, og der var mange. Vi børn hjalp også til, i det omfang vi nu kunne. Men det blev nu mest til at spise direkte fra buskene. Der kom nok mere i munden end i spanden 😉

Ribs og solbærsaft1

Vi drikker normalt ikke saftevand hjemme i vores familie, men når bærerne er der, så skal der bare laves saft. Der er bare ikke noget der læsker ganen mere, end et godt glas saft. Og ja, der er masser af sukker i. Det er både for at søde de lidt sure bær, men også for at holdbarheden bliver forlænget. Der skal sukker til, men når det så er sagt, så kan du altid vælge at putte mindre i – smag dig frem til din favorit. Denne ribs- og solbærsaft indeholder enormt mange og vigtige vitaminer, antioxidanter og mineraler. Det er den rene vitaminbombe at give sig selv og sin familie. Så se endelig ikke sukkeret som en synder her, men tænk på alle de gode vitaminer der er i, og at der ikke er noget som helst knald i – hverken tilsætningsstoffer, farvestoffer eller alle mulige mærkelige E-numre, som man ikke kan gennemskue. Det her er de rene råvarer, direkte fra haven – og de er bare lækre.

Opskrift:

1 kg. solbær

1 kg. ribs

Ca. 1 kg sukker

1 tsk atamon

Du kan sagtens variere mængden af de forskellige bær, og tage mere af solbær, mindre af ribs osv. Det er op til dig, og hvad du lige har ved hånden. Du kan i øvrigt også bruge frosne bær, hvis du ikke har friske. De tør lige så stille op, når du putter dem i saftkogeren.

Start med at fylde den nederste del af saftkogeren med vand, og kog det op. Skru ned for blusset. Hæld alle bærerne i den øverste del af saftkogeren, og sørg endelig for at slangen på den midterste del, er forsvarligt lukket. Har du små børn, så stil den inderst på komfuret, så de ikke kommer galt af sted. Nu står saftkogeren egentlig bare og passer sig selv i ca. 3 timer. Kig til den ind imellem, og hæld jævnligt saften over i en gryde med låg. Tjek også at den nederste del ikke løber tør for vand, og at det småkoger hele tiden.

Ribs og solbærsaft

Når der ikke kan vrides mere saft af bærerne, slukker du for komfuret, og hælder resten af saften i gryden. Nu skal saften koges op. Når det koger, tilsætter du sukkeret – og det er her du må smage dig frem til hvornår du synes, at der er tilpas med sødme i. Imens kan du gøre flaskerne grundigt rene, og hælde atamon i. (For konservering, ellers holder saften ikke mange dage). Skyl flaskerne godt i atamon, og hæld det overskydende ud. Nu er det tid til at hælde saften på flasker. Brug en kaffetragt, og hæld en lille smule i til at starte med, så flaskerne ikke sprænger. Hæld derefter resten i. Sæt låget på med det samme, og tør flaskerne af med en våd klud. Sæt dem på et viskestykke og lad dem køle af ved stuetemperatur. Derefter skal de gerne opbevares lidt mørkt – gerne i et skab, eller i køleskabet, hvis du skal bruge den med det samme.

korn i hjerte

TIPS!! Hvis du vil undgå madspild, så forhør dig om dine naboer har høns – de vil elske dine indsunkne bær-rester. 😉

Rugbrødsboller med hampefrø

Hold nu op, hvor blev de boller både bløde, svampede og lækre. Skorpen blev sprød, og de smager bare helt vildt godt. De egner sig perfekt til at komme i madpakken med en god gang salat og dit yndlingspålæg. Bag fx en dobbelt portion, og frys dem ned. Så er de hurtige at tage op,  når du skal lave madpakker. De er også ret gode at servere, når ungerne kommer trætte og sultne hjem fra skole/institution eller sports aktiviteter om eftermiddagen.  De indeholder en masse rug, og alle de gode sager fra olivenolien, så vi holder ungerne sunde og raske 😉

rugbrødsboller med hampefrø.png

Opskrift:

2½ dl. vand

20 g. gær

1 æg

2 spsk. olivenolie

2 spsk. sirup

1½ tsk. groft salt

200 g. rugmel

300 g. hvedemel

Derudover: Æg til pensling, og hampefrø til at drysse ovenpå bollerne

Opløs gæren i vandet, og tilføj æg, olie, sirup og salt. Vej melet af, og hæld det i de våde ingredienser. Denne dej har jeg æltet endnu længere end jeg plejer. Den kørte på røremaskinen i ca. 15-20 min. Det gør den spændstig og rigtig lækker at arbejde med. Lad den hæve i 3-4 timer på køkkenbordet.

rugbrødsboller med hampefrø2

Tril dejen ud på et meldrysset bord, og skær 20 lige store (så vidt muligt) stykker af den. Form dem til boller, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve i ½ time med et viskestykker over.

Pensl dem med sammenpisket æg, og drys med hampefrø.

Bages ved 225 grader i ca. 15-20 min.

Afkøles på en bagerist.

Kræsne børn? Hjælp!!!

Kender du til kræsne børn? I dette indlæg vælger jeg at fortælle lidt om vores kamp med et, som sundhedsplejersken udtalte det, konservativt barn i forhold til mad. Jeg håber, at det vil kunne hjælpe jer, som har svært ved at få jeres barn til at spise de ting der bliver serveret. Jeg vil mægtig gerne høre om jeres erfaringer, og hvad I har gjort for at få jeres barn til at smage på nyt mad osv.

Bornholm.png

I vuggestuen spiste vores datter stort set ingenting. Uanset hvor lang tid hun var dernede, så ville hun hverken spise eller drikke særlig meget. Vi fik altid at vide af andre: Bare vent til hun kommer i vuggestue, så skal hun nok spise, og så bliver det hele anderledes. Det er kun derhjemme hun gør det. Men det gjorde det bare ikke. Hun ville ikke have det mad, som de serverede, og så kunne hun sagtens sulte hele dagen i stedet for.

Da hun startede i børnehaven, skulle hun til at have madpakke med. Det volte mig store kvaler, og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Så jeg begyndte at kigge på nettet efter ideer. På det tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og skulede lidt til deres madpakker efter gode ideer. Jeg skrev alt det ned, som jeg vidste at hun kunne lide, og tænkte at det måtte jeg da kunne finde ud af at give med i madpakken. På den måde startede jeg min interesse for at lave anderledes, men stadig nemme og lækre madpakker til børn. Vores datters madpakke var meget skør i starten, men hun spiste den, og det var det vigtigste. Der kom mange kommentarer om, hvorfor jeg ikke bare kunne give hende almindelig mad med i stedet for, men hun kunne ikke lide rugbrød med kerner, og derfor fik hun rugbrød uden kerner med. Mit kriterium var, at det skulle være noget, som hun kunne lide, og som kunne gøre, at hun fik lyst til at spise sammen med de andre børn. Samtidig skulle det være sundt, og give hende energi til resten af dagen.

søen

Siden  da er der sket meget. Hun har stadig svært ved at spise andre steder, og vil hellere sulte, end at spise noget hun enten ikke kan lide, eller som ser anderledes ud end det vi plejer. Jeg er ikke længere bekymret, for om hun får noget at spise. Hun er 8 år nu, og er blevet så meget bedre til at smage på noget nyt helt af sig selv. Så det skal nok komme. Vi har mødt meget modstand mod den måde vi har valgt at håndtere hendes selektive måde at vælge mad til og fra på – og gør det faktisk stadigvæk. Men vi kan se, at det har virket og det er det der får os til at fortsætte på det spor – også selvom at andre mennesker ikke er enige i vores valg.

frugtsjov

Vores sundhedsplejerske var stort set den eneste der hjalp os i den tid. Hun sagde noget, som jeg har brugt og tænkt meget over siden: Et barn spiser det som kroppen har brug for. Hvis kroppen mangler proteiner, spiser barnet en del kød. Mangler kroppen kulhydrater, ja, så bliver kødet liggende, og barnet tyer i stedet til kartofler, pasta eller brød. Vi voksne vil gerne have at der ligger lidt af hvert på tallerkenen, dvs. kartofler, kød og grønt. Det gør barnet ikke. Derfor er det bedste, at sætte små skåle på bordet af forskellige grøntsager, nødder osv. Så kan barnet selv vælge hvad der skal på tallerkenen, og dermed selv mærke efter hvad kroppen har mest brug for.

jordbær1 frikadeller

Det var meget hjælpsomt for os at få det at vide – og det gav pote. Hun begyndte selv at tage for sig af skålene, og når vi så tilbage på ugen der gik, så havde hun faktisk fået både kød, grøntsager, frugt og kartofler/ris/pasta. Jeg skrev, som sagt, det ned, og begyndte at putte små frikadeller, pastaskruer, grøntsager i små stykker og forskellige nødder etc. i madpakken. Hun spiste det hun ville ud fra de ting vi valgte at give hende med, og så begyndte det at lysne.

Så det jeg egentlig vil fortælle med det her er, at det nogle gange kræver en gevaldig kamp, at nå dertil, og man vil/kan møde modgang fra selv de nærmeste. Men lyt til din egen intuition – den holder som regel langt hen ad vejen. Du er ekspert på dit eget barn, og du ved mere end selv de klogeste om hvordan dit barn reagerer. Dermed ikke sagt, at du ikke skal lytte til andre, for de kommer med en masse gode råd, som man sagtens kan sortere i, og bruge af. Det er bare så vigtigt at du også tjekker de forskellige råd, med din egen mavefornemmelse.

dagens madpakke2

Hvis du har et barn, som selektivt vælger ud, eller som man i gamle dage kaldte et kræsent barn, er mit råd til dig følgende:

  • Find et papir, og skriv alle de ting barnet kan lide ned. På den måde skaber du et overblik for dig selv, og det giver én en idé om hvor meget dit barn faktisk godt kan spise.
  • Forsøg at sammensætte de ting på papiret til måltider, som I kan få til aftensmad, og i madpakkerne.
  • Sæt små skåle på bordet med forskellige grøntsager,(ikke for avanceret) skåret i mundrette bidder, og lad barnet selv vælge, og tage fra de forskellige skåle, så han/hun selv sammensætter sin mad.
  • Gør det samme i madpakken: Køb evt. små silikone muffins forme, læg dem i madpakken, og put forskellige ting i fra den liste du lavede tidligere. Snig gerne en enkelt lille ny ting med en gang imellem fx en enkelt mandel, lidt rosiner, eller hvad det kan være dit barn ikke har smagt på.
  • Tag barnet med i køkkenet ind imellem, og lad det selv putte små ting i skålene. Måske får han/hun lyst til at smage på noget, mens I laver mad sammen. Og ja, det tager længere tid at lave mad, når lille fisen er med, men det er det hele værd.
  • Tving aldrig barnet til at spise op, eller til at spise noget han/hun ikke vil. Det gør det kun værre. Spisesituationerne skal være super hyggelige
  • Inden vores datter skulle sove, fik hun altid en banan mens vi læste godnathistorie i sofaen. På den måde vidste vi, at hun ikke ville vågne om natten pga. sult. Det virkede rigtig godt.

solsort i sne

Det blev til et længere indlæg, men jeg håber virkelig, at det kan være med til at hjælpe dig og dit barn videre. Del gerne ud af din erfaring i kommentarfeltet herunder, så vi kan få en snak herinde, om hvad vi kan gøre, for at hjælpe vores børn bedst muligt. Hvis du har spørgsmål, eller står midt i frustationerne og river dig selv i håret, så skriv endelig. Jeg har selv været hele møllen igennem, og vil gerne hjælpe dig alt det jeg kan.

Mange kærlige tanker til dig

Berit

 

Om at indstille kompasset på en sundere livsstil

Nogle gange kan man have brug for at se sit liv efter i sømmene. Det kan ske ved at man selv vælger det, eller at nogle indre/ydre omstændigheder ændres, så ens nuværende livsstil ikke lever op til den situation man er i. Nogle gange må kompasnålen indstilles, efterhånden som børnene bliver ældre, eller som i min situation, at kursen er blevet lidt skæv i forhold til sundhed.

skoven

Jeg har netop været på kursus i ”Sundhed og livsstil” og det har sat en masse tanker i gang for mig. Men dagen i dag tog en lidt uventet drejning. I dag var nemlig lidt af et ”wake-up-call” for mig. Vi fik vist nogle små film om hvordan kroppen reagerer, når vi påfører den forskellige ting. Jeg oplevede hvor fin kroppen er indrettet, og hvor meget hver enkelt celle kommer i spil, hver gang vi putter noget i munden, er fysiske aktive, indaktive osv. Det fik mig til at tage min egen, og min families livsstil op til revision.

Se de forskellige film på www.sundhed.dk

Nogle gange bliver man ramt af en mur, som netop får én til at se livet med andre øjne. Virkeligheden går pludselig op for én, og den situation man sidder i, bliver med ét skræmmende virkelig. En stormende bølge, væltede ind over mig, og tvang mig til at se det jeg ikke ønskede at se. Jeg var blevet fastlåst i et mønster som ikke var særlig hensigtsmæssig for mig. Jeg fik set livet fra en anden vinkel… inde fra min krop. Selvom det var skræmmende, at se filmen om hvordan kroppen reagerer, når jeg indtager usund mad, eller usunde mængder af mad, så var det også det der gjorde, at jeg nu vælger som jeg gør. Det at få et wake-up-call, kan være med til at give det sidste afgørende skub, for at få gang i en sundere livsstil, et vægttab, eller hvad det nu kan være man kæmper med.

søen

Jeg hørte et menneske sige:

”Den tid du ikke bruger på motion nu, er den tid du skal sætte af til sygdom senere”

Jeg tror, at han har ret. Jeg tror på, at de valg vi tager i dag, har betydning for den måde vi har det på i morgen. Jeg ved, at vi bliver tudet ørerne fulde af alle de sundhedstiltag vi bør lave, af den ene eller den anden art, og dette indlæg kan for nogen, blot være én i mængden. Men, jeg håber virkelig at det også kan smitte af på jer, at I også må vælge lidt sundere mad i dag, end i gjorde i går – for så kan det kun gå den rette vej.

natur8

Vores børn har brug for os som pejlemærker, for deres fremtidige valg af fødevarer, og deres måde at anskue kost og sundhed på. Vi har bare et kæmpe ansvar her, som vi skal tage alvorligt. Det er så vigtigt at vi passer godt på vores børn, og giver dem en rigtig god tilgang til livet, ved at give dem den sunde, og nærende kost. Og det er aldrig for sent at vende bøtten. Jeg har besluttet mig for, at vi i familien nu skal have sat vores sundhed højere på prioritetslisten. Det betyder også, at jeg fremover skal lave mange vaner om. Nogle bliver enkle, andre bliver sværere, og nogle kan virke uoverkommelige. Men jeg tager bjergtrøjen på, lægger mig i selen, og begynder langsomt den svære opstigning skridt for skridt. Jeg tror på at jeg kan, og jeg tror på, at det er det bedste for mig, og for min families sundhed. Derfor kommer jeg fremad.

natur7

Alt i alt, så handler det om at vi

”vælger at spise lidt sundere i dag, end vi gjorde i går”

”dyrker lidt mere motion i dag, end vi gjorde i går”

Osv. …

– Og det hele begynder i indkøbsvognen.

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du gør for at rette kompasset mod sundere tiltag for dig og din familie? Skriv endelig

Skvalderkåls boller

”If you can´t beat them, eat them”

Skvalderkål er én af de mest irriterende ukrudtsformer, vi har i haven. Vi slås med dem fra det tidligste forår, til sen efterår. Uanset hvor meget vi graver, hakker og river, så dukker de op igen og igen, år efter år. Man må tage hatten af for dem, de lader sig ikke kue af lidt modstand her i livet. De har rødderne solidt plantet, og giver ikke op. Men i stedet for, at vi hele tiden bekæmper dem, så kunne vi måske også vælge at bruge nogle af dem, og se dem som gratis mad. For sikke et spisekammer vi så har i haven, hvilken velsignelse.

Jeg tog derfor en ordentlig håndfuld spæde, ny udsprungne skvalderkål. Jeg gik i gang, og det blev en succes. Her er masser af gode, vitaminrige sager i, og de kan med god samvittighed, sendes med en tur i madpakken. De smager skønt, og skvalderkålen giver ikke voldsom smag fra sig, men tilpas nok til at kunne ane det ekstra krydderi der er i. Det er en børnevenlig udgave, så hvis børnene ikke bliver forskrækkede over, at de kan se noget grønt i deres boller, så er det en god måde at få både fuldkorn og grønt i dem.

skvalderkåls boller.png

Opskrift:

3 dl mælk

20 g. gær

1 stor håndfuld skvalderkål

1 stor spsk. honning

1 æg

2 spsk. skyr

1 spsk. olivenolie

225 g. havregryn

225 g. sigtemel/alm. hvedemel

Skyl skvalderkålen grundigt, og hak den meget fint. Kør den evt. igennem en minihakker, hvis du har sådan én. Opløs gæren i mælken. Tilsæt honning, æg, skyr og olie. Mål havregryn og mel af, og tilsæt det. Ælt dejen i 10 min. og lad den hvile i 2 timer.

Form bollerne, og sæt dem på en bageplade. Lad dem efterhæve i ½ time. Pensl dem med mælk

Bages i ca. 10 min. på 225 grader.

moses.png

“Komme-hjem-boller”

Jeg har forsøgt at bage nogle boller, som ikke indeholder almindelig hvedemel. Jeg vil prøve at bage noget, der er sundere for vores krop, og derfor prøve at undgå hvedemelet, som jo ikke gør noget godt for kroppen. Jeg har fundet et fuldkornsprodukt, som hedder hvid hvede. Det kan måske godt lyde som det samme, men det er altså hvedemel, hvor alle kim og skaldele er bevarede, derfor indgår det som fuldkorn. Hvis du er i tvivl, om hvilke kornsorter, og meltyper du skal gå efter, så kig efter det grønne nøglehuls mærke, og fuldkornsmærket, som er orange med et aks på. Handler du efter disse mærker, er du godt dækket ind. Det gælder altså også på meltyperne.

Bollerne her, faldt i rigtig god jord hos både Filippa og hendes veninde, da de kom hjem fra skole i dag. Bollerne er sprøde udenpå, og bløde indeni – det er rigtig lækkert. De mætter godt, og du kan spise dem med god samvittighed. Jeg har valgt at putte gulerødder i, da det er den type boller, som går allerbedst hjemme hos os. Men du kan sagtens vælge andre grøntsager, som pastinak, persillerod, rødbede eller lign. Prøv dig frem, og vælg det du og din familie bedst kan lide.

komme hjem boller.png

Til 12 boller

300 g. hvid hvede

200 g. havregryn

25 g. gær

4 dl. Vand

1 spsk. sirup

1 spsk. rapsolie

4 store gulerødder

1 tsk. salt

Start med at skrælle og rive gulerødderne. Smuldr gæren i vandet, og tilsæt alle de våde ingredienser, incl. gulerødderne. Dernæst måler du tørstoffet af, og tilsætter det. Nu skal det æltes rigtig godt, og gerne på røremaskine i min. 10 min. Det bliver en klistret dej, og det skal det være. Hvis du synes, at den er lige klistret nok, så hæld lidt mere hvid hvede i, mens den ælter. Men endelig ikke for meget, for den bliver nemt tør, hvis der kommer for meget mel i.

Hæver i 2 timer

Fugt dine hænder med koldt vand, og form bollerne. Fugt dem gerne efter hver bolle, så hænger dejen ikke i dine hænder. Hav evt. et glas vand stående ved siden af, som du kan dyppe fingrene i.

Lad dem efterhæve i ca. ½ time

Pensl dem med æg, og lad dem bage i ca. 12 min. ved 225 grader.

De smager fantastiske, når de er lune – og de skal næsten nydes på terrassen i dette smukke solskinsvejr.

Rigtig god eftermiddag til jer!!

Tip!! De er altså også rigtig gode i madpakken dagen efter, med yndlings pålægget, eller lidt kylling og en masse grønt.

natur2.png