Populære pizzasnegle

Populære pizzasnegle.png

Nemmere bliver det næsten ikke. Disse snegle kan børnene sagtens være med til at lave, og de vil elske at have dem med i madpakken. Det er helt almindelige pizzasnegle, som kun er lavet på fuldkornsmel. Der er ingen almindelig hvedemel i, men derimod hvid hvede, som er hvedemel hvor alle kim og skaldele er bevaret (deraf fuldkornet). Fyldet kan du variere i det uendelige, alt efter hvad du har i dit køleskab der skal bruges. Du kan også vælge pesto, mozarella, og soltørrede tomater skåret i fine skiver. Det pifter én til Italiens skønne gader, og til de solvarme kyster langs Middelhavet.

Opskrift:

25 g. gær

3 dl. vand

1 tsk. salt

1 spsk. olivenolie

1 æg

150 g. grahamsmel

Ca. 400 g. hvid hvede

Fyld:

God tomatketchup

Skinkestrimler

Ostestrimler

Evt. oregano

Opløs gæren i vandet, og tilsæt salt, olivenolie og æg. Rør grahamsmel og hvid hvede sammen, og kom dem i den våde dej. Ælt dejen godt i 10-15 min på røremaskinen. Lad dejen hæve i 3 timer. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og rul den til et rektangel med en kagerulle. Put dit yndlingsfyld på, og kom godt ud i kanterne. Rul den sammen til en roulade. Skær skiver af rouladen i ca. 2 cm. tykkelse, og læg dem på en bageplade med bagepapir på. Lad dem efterhæve i ½ time, pensl dem med æg, og bag dem på 225 grader i ca. 15 min. Lad dem afkøle på en rist.

Filippa og Rakel.png

Tip! Bag en stor portion og læg dem i fryseren, så er de lige til at tage op om morgenen, og lægge i madpakken. Lægger du dem frosne i madkassen, er de tøet op til frokost og smager som nybagte. Samtidig holder det resten af maden kold hele formiddagen. “Bonus-bonus”

 

Advertisements

Chokoladehorn

Nu er Filippas 9 års fødselsdag ved at nærme sig… Jeg synes 9 år er vildt. Nu er hun bare ikke min lille bebs mere, selvom hun jo altid vil være min lille pige, så er der bare et eller andet “stort” ved at gå fra 8 år til 9 år. På søndag fejrer vi hende for hele klassen, og det bliver bare super godt. Men det tager jo lidt tid at forberede sådan en dag. Heldigvis er vi gået sammen med én mere fra klassen, som også har fødselsdag i juni – det letter lidt af trykket.

chokoladehorn.png

Vi har valgt at lave brunch til børnene, med et udvalg af forskellige ting, som jeg vil lave et indlæg om i næste uge. Men ét af bagværkerne, er disse lækre chokoladehorn, som er fulde af gode fibre, chokolade af god kvalitet, og alle de gode ting fra rapsolien. De både smager fantastisk, og mætter rigtig godt. De egner sig også til at komme med i madpakken, som et lille lækkert, men stadig sundt indslag.

Det er en stor mængde, som giver 32 horn. Du kan sagtens halvere den, hvis du ikke har brug for så mange.

Opskrift:

5½ dl. mælk

50 g. gær

2 æg

200 g. rapsolie

2 tsk. salt

2 spsk. sukker (eller honning)

250 g. grahamsmel

300 g. rugmel

650 g. hvedemel

Ca. 1 plade mørk chokolade (Calletti 70 %)

Lun mælken til den er håndvarm, og opløs gæren heri. Tilsæt æg, rapsolie, salt og sukker. Vej meltyperne af, og hæld dem i dejen. Ælt den rigtig godt i 10 min.  Lad den hæve i 1 ½ time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del den i to. Rul den ene klump ud til en cirkel, med en kagerulle og skær 16 trekanter, som når du laver pølsehorn. Læg 1-2 stykker chokolade på den brede del af trekanten, og rul den brede del mod spidsen, læg den på en bageplade, og fortsæt på samme måde med alle. Når begge klumper dej er blevet lavet, lægger du et viskestykke over dem, og tænder ovnen på 225 grader. Pensl hornene med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 10-12 min.

kirsebærtræ

De smager altså bare skønt, når de stadig er lune, men er også rigtig lækre dagen efter i madpakken. De egner sig perfekt til at fryses, og du kan tage én op om morgenen og lægge den direkte i madpakken – så er den tøet op til frokost, og smager helt som nybagt. 🙂

Du kan også bruge dem, som en lidt sundere erstatning for Disney snold om fredagen, hvis de får det, eller tages med på cykeltur/skovtur.

Rigtig god weekend 🙂 🙂

Bananbrødkranse

Jeg har tidligere lavet et indlæg om netop dette lækre brød, som Sif Orellana er ophavskvinden til i hendes uundværdige bog: “Kram i madkassen”. Men da jeg bagte dem i går til vores eftermiddagskaffe, tænkte jeg at de er så gode, at de godt kan tåle en gentagelse. Så… bær over med mig, jeg blev bare nød til at dele opskriften med jer.

Det er efter min mening en ren genistreg, hvis du gerne vil bage et lynhurtigt brød, og hvis du har nogle halv-slatne bananer i skålen, som nemt kunne ende samme sted som alt det andet affald. Vi gør hvad vi kan for at undgå madspild, og dette er blot én af måderne at komme det til livs på. Bananerne holder sig ikke særlig længe her i varmen, så enten må vi købe færre (hvilket er dyrere), eller også må vi være lidt kreative med dem vi har i huset. Jeg har her forsøgt det sidste 😉

bananbrødkranse1

Den duft der breder sig, mens brødene er i ovnen er så fantastisk, at det ikke kan beskrives med ord. Kombinationen af banan, kardemomme og kanel smelter bare sammen i en højere enhed. 🙂 Mums.

Det er nogle lynhurtige kranse at bage, da det ikke er lavet på gær og derfor ikke skal hæve. Så du kan lave dem på under 1 time fra start til slut (incl. når børnene er med)

Opskrift:

450 g. bananer

250 g. rugmel

400 g. hvedemel

1 tsk. Kardemomme

2 tsk. Kanel

1 tsk. Groft salt

1½ tsk. Natron

1 dl. Ylette (eller andet surmælksprodukt, hvad du lige har)

Mos bananerne rigtig godt, og hæld resten af ingredienserne i skålen. Ælt dejen rigtig godt til en sammenhængende masse, gerne uden banan klumper. (Ca. 10 min) Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og skær 10 lige store stykker. Tril dem til små pølser, og sno dem til spiraler, ved at tage “pølsen” i hver sin ende og sno dem om sig selv. Dvs. højre hånd snor indad mod din krop, mens venstre hånd snor udad fra din krop. Til slut samler du enderne sammen til en cirkel. Læg dem på en bageplade med bagepapir på, og lad dem stå indtil ovnen er klar.

Bages i 12-15 min. til de er sprøde og har fået en dejlig kulør.

bananbrødkranse2.png

Fuglereder med tomater og hvidløg

Disse fuglereder smager af sol i Italien 🙂 og hvem kunne ikke godt bruge det, her midt i april, hvor vejret stadig ikke er så forårsagtigt, som vi godt kunne ønske? De er rigtig gode som tilbehør til en god varm suppe, en blandet salat i madpakken, eller som et lækkert indslag i picnickurven. De kan sagtens stå for sig selv, og kan derfor gives med i madpakken med masser af grønt ved siden af. De mætter rigtig godt, da de er fyldt med en masse gode fuldkorn. De kan fryses, og er derfor nemme at hive op af fryseren om morgenen, putte dem i madpakken, og snitte lidt grønt ved siden af. Det er da enkelt.

fuglereder slut.png

Arbejdsgangen er også forholdsvis enkel. Dejen skal hæve i 2 timer, og det er den samme tid, som tomaterne skal have i ovnen for at tørre. Derfor kan det hele laves på én gang.

Opskrift:

Til dejen:

25 g. gær

7 dl. vand

2 spsk. rapsolie

2 spsk. olivenolie

1½ tsk. salt

300 g. havregryn

400 g. grahamsmel

500 g. hvedemel

Til fyldet:

1 pakke cherrytomater

4 hele hvidløg

Tørret basilikum

Salt

Peber

Opløs gæren i vandet, og tilsæt olie og salt. Vej melet af og hæld det i dejen. Ælt det i 10 min på røremaskinen. Lad dejen hæve i 2 timer. Imens forbereder du tomaterne. Opvarm ovnen til 100 grader. Skær cherrytomaterne midt over, og læg dem med skinsiden opad i et ildfast fad. Fadet skal ikke smørres inden du lægger dem i. Drys derefter basilikum, salt og peber på, og sæt dem i ovnen i 2 timer.

Tag tomaterne ud af ovnen, og skru varmen op til 225 grader. Tomaterne skal være lidt tørre, men stadig bløde i det. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og skær 15-20 boller ud af dejen. Tril dem runde, og læg dem på bagepladen med bagepapir på. Lav en lille rede af dem, ved at trykke dem flade i midten.

fuglereder 1

Snit hvidløgene meget fint, og put tomater og hvidløg i rederne. Drys lidt basilikum henover. Stænk med lidt olivenolie ovenpå, og lad dem efterhæve i ca. 20 min.

fuglereder 2.png

Bages ved 225 grader i ca. 20 min.

Tips! Du kan også vælge at lave nogle af dem med andet fyld. Fx den klassiske med skinke og ost, eller pesto og tomater. Brug hvad du har i køleskabet, så du undgår madspild.

fuglereder 3.png

Vikingehorn

Disse horn er blevet et super hit herhjemme. De er knasende sprøde udenpå, og lækre svampede indeni. Vi synes, at de minder lidt om de horn som vikingerne havde på deres hjelme. Derfor fik de navnet efter dem. Med lidt fantasi, kunne man godt forestille sig, at vikingerne kunne fortære flere af disse, sammen med et ordentligt læs kød, når de kom hjem efter at have været på én af deres vilde togter. Og hvem ved, måske smager de endnu mere fantastisk med et krus mjød ved siden af…

vikingehorn.png

Opskrift:

25 g. gær

4 dl. Lunkent vand

1 æg

½ tsk. salt

1 spsk. lys sirup (eller honning)

250 g. grahamsmel

300 g. hvedemel

Opløs gæren i vandet, og tilsæt æg, salt og sirup. Vej melet af, og put det ned i de våde ting. Ælt det godt sammen i røremaskinen – gerne i 10 min. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis dejen er for klistret. Lad dejen hæve i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til et rektangel. Skær dejen over på den lange led, så du har to lange baner. Skær 6-7 trekanter ud af hver bane, og form dem til horn, ved at rulle dem fra den brede ende og ind mod den spidse. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 1½ time. Pensl dem med mælk, og drys evt. med hampefrø, birkes, eller andre kerner. Lav også nogle af dem uden drys, hvis dine børn bedst kan lide det.

Bages: Sæt dem i en forvarmet ovn på 230 grader. Sæt en bageplade i bunden af ovnen, og hæld 1½ dl. Vand i den. Luk ovnen, og skru ned på 200 grader. Lad dem bage i ca. 12-15 min.

Serveres lune med iskold smør – uhm… Dagen efter er de helt fantastiske i madpakken, med barnets yndlings pålæg på, og nogle gode grøntsags stænger til.

Allinge havn.png

Skinkehorn med gurkemeje og chiafrø

Denne dej er super lækker at arbejde med, og kombinationen af de forskellige meltyper og krydderier, synes jeg giver en rigtig god smag sammen med skinke og ost. Du kan være meget mere kreativ med fyldet, og give den gas med både pesto, kylling, og forskelligt grønt. Det er helt op til dig, og til hvad du ved dine børn kan lide. De er et sikkert hit i madpakken, og de er også super gode at have i fryseren, til en nem aftensmad, eftermiddagssnack, til børnefødselsdagen, picnic i skoven, eller til at have med på skituren. Lav gerne en dobbelt portion, put evt. forskelligt fyld i, og smid det i fryseren. Så er der nem madpakke i morgen 😉

Opskrift:
25 g. gær
2 dl. Mælk
1 æg
2 spsk. olivenolie
1 tsk. Salt
1 tsk. Gurkemeje
1 tsk. Chiafrø
100 g. rugmel
200 g. hvid hvede
200 g. hvedemel
Ca. 2 bøtter skinkestrimler
1 pose ostestrimler
Chiafrøene skal direkte i dejen, og skal ikke udblødes først.
Lun mælken til den er lunken og opløs gæren heri. Tilsæt de våde ingredienser. Bland mel, chiafrø og krydderier sammen, og hæld det i dejen. Ælt dejen godt, gerne i 10 min, så den bliver rigtig smidig.
Lad dejen hæve i 2 timer
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del den i to. Tag den ene ”klump” og rul den ud i en cirkel. Del cirklen i 8 trekanter med en kniv. Drys skinkestrimler og ost på den brede ende af trekanten, og rul mod midten (den spidse del af trekanten). Sæt ”hornet” på en bageplade med bagepapir på, og fortsæt på samme måde med resten. Lad hornene hvile i ½ time, mens ovnen bliver varm. Pensl dem med æg.
Bages på 225 grader i ca. 12 min.

Fantasifulde rugbrødsfigurer

Denne dej er fyldt med lækre, sunde sager og kan bruges til mange forskellige ting. Børnene kan være med til at stikke sjove figurer ud, og det er de fleste børn vilde med. Du kan også lave små rugbrød, lidt alá rugfler, eller bruge dejen til at lave brød/boller med. Find yndlings pålægget frem, og lav de lækreste sandwich til madpakken. Denne opskrift er rigtig god til både store og små. Du kan også vælge at lave nogle helt små figurer, sætte dem på en lille pind (man kan købe små slikkepinde-stænger i fx Panduro), og give den med som en sund snack til mellemmåltidet, evt. sammen med lidt ost og grøntsags stænger.

fantasifulde rugbrødsfigurer.png

Jeg har været i køkkenet for at eksperimentere mig frem til en opskrift, som jeg håber vil falde i god jord hos jer, og hos Filippa. Nogle gange er det bare sjovere at spise rugbrød, når det er formet i sjove figurer, eller i hvert fald bare lidt anderledes end den til tider, lidt tørre klemme.

Hvis du er mere til almindeligt rugbrød, så kan du sagtens putte dejen i en almindelig smurt rugbrødsform i stedet for. Du skal dog lige være opmærksom på, at bagetiden vil være noget længere på et helt brød, frem for de små figurer.

Opskrift:

1 hvidtøl

25 g. gær

2 revet gulerødder

12 stenfrie dadler

½ spsk. brun farin

2 tsk. Groft salt

250 g. rugmel

340 g. hvedemel

Kør dadlerne igennem en minihakker/foodprocessor, el. lign. Indtil det bliver en klistret masse. Riv gulerødderne på et rivejern. Opløs gæren i hvidtøllet, og tilføj gulerødder, dadler, brun farin og salt. Tilsæt til sidst melet. Ælt dejen på en røremaskine i 10-15 min. Lad dejen hvile i et par timer.

Rul dejen ud på et meldrysset bord, og find jeres yndlings udstikker frem. Nu skal der leges

Læg figurerne på en bageplade med bagepapir på, og lad dem efterhæve i ½ time, mens ovnen bliver varm.

Bages i ca. 12 min. på 225 grader.