Hindbærsnitter

Jeg håber, at I har nydt Kristi Himmelfarts ferien og været ude i det dejlige vejr. For hold nu op, hvor har det bare været pragtfuldt. Her har vi fået ordnet haven, sat blomster i krukker, og fået sat havebænken ud – det er bare så hyggeligt. Min kære mand har knoklet med at få jordbærbedet til at gro fri af ukrudt, græs og ikke mindst skvalderkål. De har nemlig været godt i gang med at flette fingre med rødderne til jordbærerne – og det er en temmelig stor omgang at få dem sat fri igen. Vi vil helst ikke have en kærlighedsaffære mellem skvalderkål og jordbær – det giver alt for meget bøvl. 😉

Heldigvis blev der også tid til at hygge os sammen i familien. Vi har leget, spillet og fået gjort legehuset rent, så det nu er helt indflytningsklar. Filippa har hygget sig med at indrette det, og vi har haft mange gode lege allerede. Så nu er det indrettet som Café, og der bliver langet en del muffins og iskager over disken. 🙂

havebænk.png

Søndag eftermiddag fik vi besøg af Filippas farmor og farfar, og der skulle naturligvis serveres lidt sødt til kaffen. Jeg fik lavet disse små hindbærsnitter, som blev rigtig gode. De er nemme at lave, super enkle og alligevel dekorative. De smager dejligt friske, og når de er så små, kan man godt lige snuppe en enkelt mere… Opskriften er fra Mette Blomsterberg, og den er som hendes andre opskrifter, bare super lækker.

hindbærsnitter.png

Det mest fantastiske ved disse små hindbærsnitter er, at børnene kan være med. De kan stikke ud, lægge marmelade på, og pynte dem til sidst. Det er super hyggeligt. Måske bliver de ikke så pæne i kanten, eller glasuren kan flyde ud, men det er ikke det, det handler om. Når børnene får lov til at lege og eksperimentere i køkkenet, får de også lyst til at lave mad senere i livet. Og én ting er sikkert: Når bedsteforældrene ankommer, vil børnene strålende vise hvilke de har lavet, og bedsteforældrene vil synes at det er de mest fantastiske snitter i verden. 🙂 Bonus, bonus!!

Opskrift:

150 g. stuetempereret smør

250 g. hvedemel

1 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker (eller korn af en vaniljestang)

½ dl. vand

Fyld: En god fast hindbærmarmelade

Pynt: Hvid glasur og frysetørrede hindbær, eller krymmel

Ælt smør, hvedemel, bagepulver og vaniljesukker sammen til en grynet masse. Hæld vandet i til sidst, og ælt til det er en fin klump dej. Sæt film henover skålen, og sæt dejen i køleskabet i ½ time (så er det nemmere at arbejde med)

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og rul det ud til det er ca. 3 mm. tykt over det hele. Find dine yndlings udstikker frem, og udstik det antal du kan. Læg dem på en bageplade med lidt afstand imellem. Form resten af dejen og rul den ud, så du igen kan lave flere. Sådan fortsætter du til du kun har en lille klump dej til overs. Den kan du trille til små “pebernødder.” På den måde går der ingen dej til spilde.

Bages i ovnen på 180 grader i ca. 7-8 min. De må gerne tage lidt farve, men endelig ikke for meget, så bliver de for hårde.

Æblegren

Når de er taget ud af ovnen, skal de afkøles. Hvis du skal bruge dem samme dag, kan du efter afkølingen smøre hindbærmarmelade på. Hvis de skal gemmes, kan du blot lægge dem i en kagedåse, eller en bøtte med låg, og stille den i køkkenskabet. De kan sagtens holde nogle dage. Tag det antal frem du skal bruge (gerne 2 til hver), og læg halvdelen på bordet. De skal bruges som bunde. Sæt ca. 1 tsk. marmelade på hver (alt efter størrelse) og læg den næste kage ovenpå som top. Pynt til sidst med hvid glasur, og lidt krymmel. Jeg har brugt frysetørrede hindbær, men find det krymmel frem du har i skabet -alt kan bruges.

De er bare perfekte til lidt hygge på terrassen en sommer eftermiddag, eller som en sen dessert en sommeraften.

Advertisements

Æblehapsere

Denne opskrift er fra Annemette Voss´ opskriftsbog: ”Bagelyst” som jeg varmt kan anbefale. Der er både nemme og lidt mere krævende opskrifter – noget for enhver smag.

Hvis du har en rest æblegrød til overs, så er denne opskrift super enkel at gå til, og en god eftermiddagssnack på en kold dag. Den går ikke under kategorien Sund, men ind imellem er det jo også rigtig godt med en lækker, lun kage til kaffen i weekenden (eller på en træls mandag…) Den smager super godt med glasur ovenpå, men det er ikke nødvendigt. Den er bare knasende lækker i sig selv.

æblehapsere2.png

Opskrift:

Mørdej:

125 g. blødt smør

250 g. hvedemel

70 g. flormelis

1 æg

1 æg til pensling

Æblemos

5 store madæbler

1 vaniljestang

100 g. sukker

Saft af 1 citron

Lav først mørdejen, da den skal stå og hvile lidt i køleskabet. Bland smør, hvedemel, og flormelis så det ligner smuldret ost. Saml dejen med æg, og stil den til afkøling i køleskabet med husholdningsfilm henover i ½ time.

Skræl æblerne, og skær dem i små tern. Læg dem i en gryde med en lille smule vand i bunden, men kun så vandet lige dækker bunden. Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Mas dem sammen med lidt af sukkeret, så kornene skilles ad. Hæld sukker, vaniljesukker, og saften fra citronen i gryden til æblerne, og sæt gryden på komfuret. Lad det koge stille op, indtil æblerne er møre. Pisk indimellem med et piskeris. Hvis æblerne ikke koger ud, kan du blende dem med en stavblender til sidst. Hæld æblemosen over i en skål og stil den til afkøling i ca. 15-20 min.

Tag mørdejen ud af køleskabet, og lad den ligge på køkkenbordet i ca. 10 min. inden du begynder at arbejde med den. Drys lidt mel på bordet, og rul dejen glat ud til den er ca. 5 mm. tyk over det hele. Dejen må ikke hænge i bordet, så sørg hele tiden for at den kan bevæge sig rundt på bordet, ved at komme lidt ekstra mel på bordet. Find en udstikker, en lille skål, et glas eller lignende. Udstik runde bunde, og læg en tsk. æblegrød på hver. (evt. mere hvis du har lavet dem store) Fold dem sammen, og luk med en gaffel, så æblegrøden ikke løber ud. Læg dem på en bageplade med bagepapir på, og pensl dem med et sammenpisket æg.

æblehapsere.png

Bages i ca. 15 min. på 200 grader indtil de er let gyldne.

TIP! Disse æblehapsere kan sagtens bruges til børnefødselsdage, til brunch, og til en god kop te efter en kold tur i skoven.

Dronning Margrethes fødselsdagskage

Med denne kage, vil vi gerne ønske Dronning Margrethe et stort tillykke med de 75 år i dag.

dronningekage.png

I går havde Filippa en god veninde på besøg. De gik ud i køkkenet, og begyndte at rode i opskriftsbøgerne, for at finde en god opskrift på en kage, som de kunne bage til Dronningen. Ingen fødselsdag uden kage, det er klart. Chokoladen var det første de fandt frem. ”Den skal der mest af i kagen” lød det. Og så stod sagen klar: De ville bage en chokoladekage.

De fandt forklæderne frem, og gik i gang. Der blev slået æg ud, rørt, og hældt i. Bevægelserne af sådanne størrelser, er en lille smule mere ukontrollerede end hos børn der er ældre. Så rod blev der nok af. Men det var super sjovt. De fik hurtigt fordelt opgaverne: 1 læste opskriften, og den anden fandt ingredienserne. Snart var køkkenet forvandlet til det rene madlaboratorium, hvor der blev eksperimenteret med både mel, æg, smør og sukker.

dronningekage2.png

Opskriften er fra ”mandags stjerner” som også findes på bloggen. Her er den dog som en lille bradepande, i stedet for som muffins. Men du får også opskriften her:

450 g. mel

115 g. smør

450 g. sukker

3 æg

75 g. kakao

3 dl. Yoghurt (evt. mere)

3 tsk. Bagepulver

3 tsk. Vaniljesukker

100 g. grofthakket god chokolade (gerne 70 %)

Fedtstoffet smeltes og sukker tilsættes. Det røres godt rundt til det er en ensartet masse. Æggene tilsættes et ad gangen, under omrøring. De tørre ingredienser blandes i en anden skål. Alt blandes godt sammen til sidst, yoghurten og chokolade stykkerne tilsættes, og hældes i muffinsforme.

Bages på 200 grader i ca. 10 min. Billedet af den færdige kage, er taget af Mathildes mor, som fik pyntet den så fint

dronningekage3.png

Kanel cupcakes

I sommers fik vi den lækreste kanelkage, hos vores fætter, Markus, som selv havde bagt den. Jeg fik bagt den igen her til formiddag, til vores café i kirken. Da jeg havde fyldt bradepanden med dej, var jeg lige ved, at sende den tiloversblevne dej, ud på den sidste rejse gennem skraldespanden. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg jo kunne udnytte dejen i stedet for, ved at bruge små cupcakes forme. Så her er de små kanel cupcakes, der lige passer til en lille mundhapser i madpakken, som en dessert til fredag. Det er altid godt at markere at en god uge er omme, og om lidt starter weekenden.

kanel cupcakes.png

Selvom opskriften allerede ligger på bloggen, så får I den lige én gang til. Opskriften svarer til en bradepande, og ca. 11 cupcakes.

800 g. mel

700 g. sukker

4 tsk. natron

4½ tsk. kanel

250 g. smeltet smør

1 L. kærnemælk

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en stor skål. Tilsæt til sidst kærnemælk og den smeltede smør. Røres rigtig godt, indtil der ingen klumper er tilbage, og dejen er ensartet.

Bages ved 200 grader i ca. 45 min.

Fastelavnsboller

Jeg er måske nok lidt af en nostalgisk fis, men jeg synes virkelig, at det er hyggeligt med alle de traditioner, vi har i vores land. Fasten ligger lige om hjørnet, og til den hører fastelavn, og dermed fastelavnsboller. Jeg må ærligt indrømme at fastelavnsboller er noget af det, jeg ser rigtig meget frem til. Jeg synes de smager så pragtfuldt, og jeg bliver helt glad i låget, af at spise dem. Derfor er jeg allerede gået i gang nu – der skal jo være plads til lidt lækkert i weekenden. Og hvad er egentlig mere oplagt, end at bage fastelavnsboller med børnene her i weekenden. Bag en ordentlig portion, og frys dem ned, så I kan tage dem op efterhånden som I får lyst, eller hvis gæsterne skulle indfinde sig, på et uventet tidspunkt.

fastelavn1    Til fastelavn i kirken

Der er jo utallige måder at lave fastelavnsboller på. Disse her er mine yndlings, og dem jeg bager hvert år. Jeg har valgt at putte creme i, men syltetøj er også godt. Gør som du/I bedst kan lide, eller lav begge dele. Vaniljecremen er hjemmelavet, for første gang, i år. Den er så super enkel, og slår ikke fejl, så nu er det for vores vedkommende: Goodbye Oetker. Jeg har ellers ikke haft mod til at kaste mig ud i cremernes verden, men den er slet ikke så farlig som jeg troede. Prøv den af, og fortæl mig endelig hvad du synes.

fastelavn2.png

Jeg har valgt at tilføje hvid hvede til dejen, for at få det gode fuldkorn med, og det bliver den absolut ikke ringere af – tværtimod synes jeg.

Opskrift til 20 stk.

Dejen:

2 dl. Mælk

25 g. gær

1 æg

2 spsk. Rapsolie

50 g. sukker

1 tsk. Groft salt

1 tsk. Kardemomme

200 g. hvid hvede

300 g. hvedemel

Vaniljecreme

100 g. sukker

4 æg

7 tsk. Maizena mel

½ l. mælk

2 tsk. Vaniljesukker

Lun mælken så den bliver håndvarm, ikke mere. Smuldr gæren deri, og tilsæt æg, olie, sukker, salt, kardemomme, og til sidst melet. Æltes i 10 min. på røremaskinen. Lad dejen hæve i 1½ time. Del dejen i to kugler, og rul dem hver især til et rektangel. Skær dejen lige over i midten på den lange ende, og skær derefter ti firkanter. Læg en stor teskefuld creme i midten af firkanten og luk så enderne sammen omkring den. Tag øverste højre hjørne, og luk sammen med venstre nederste hjørne. Det samme gøres i modsatte hjørne. Saml alle ender ét sted og lav en sæk. Vend lukningen nedad på bagepapiret, og tjek en ekstra gang, at der ikke er huller ind i bollen, for så render cremen ud.

Efterhæves i ½ time, og bages ved 225 grader i ca. 10-12 min.

fastelavn3

Cremen:

Pisk sukker og æg kraftigt indtil den bliver tyk, det tager ca. 5 min på højeste blus. Si maizenaen og vaniljesukkeret i blandingen, og giv den en kort tur med piskeren. Kog mælken i en større gryde. Når den koger, hældes den over i æg og sukker blandingen, hvor du rører rundt, til det hele er fordelt. Hæld den derefter tilbage i gryden og lad det koge op. Når det koger, så sluk for komfuret, lad den slå 5-6 bobler, og tag den derefter af blusset. Husk at røre godt undervejs, da mælk hurtigt brænder på. Hæld det op i en skål, og dæk den til med film. Lad filmen ligge helt nede på cremen, så den ikke danner kondens, men lukker helt til. Lad den køle helt af i køleskabet inden du bruger den.

TIP! Det er en god idé at lave cremen, mens dejen alligevel drøner lystigt rundt i røremaskinen og bliver æltet godt sammen. Så kan cremen nå at sætte sig og bliver rigtig tyk, og lækker

TIP! Dekorér dem med brun eller hvid glasur inden servering. De smager bare bedst når de er lune, så giv dem lige nogle sekunder i microen, hvis de er kolde fra frost.

fastelavn4.png

Fiberrige småkager

Her er nogle rigtig gode, fiberrige og meget velsmagende julesmåkager, som absolut er nogle af mine favoritter. De ryger på jule-godte-menuen i år, og de skal ikke bages meget før jul, for de har det med at forsvinde som dug for solen, når de først er kølet lidt af. Så lad være med at gå i gemmerne efter den store julekage dåse – det kan ikke betale sig 🙂 Her er der mixet både rugmel og havregryn i en skøn forening med god mørk chokolade, smør og vanilje.

fiberrige småkager1

Du får ca. 50 småkager ud af det, alt efter hvor store du laver dem. Dejen bliver lige som havregrynskugler i konsistensen, og den er ret nem at arbejde med.

170 g. brun farin

100 g. blødt smør (kærgården kan sagtens bruges)

3-4 tsk. Vaniljesukker, eller kornene fra 1 vaniljestang

2 æg

1 tsk. Bagepulver

¼ tsk. Salt

125 g. havregryn

150 g. groft rugmel

2 spsk. kakao

80 g. hakket mørk chokolade

Farin og smør piskes luftigt. Resten af ingredienserne tilføjes, og der røres godt. Vask hænderne og stik dem ned i dejen, for nu skal det samles. Det er lidt noget gris, men det er den bedste måde at samle dejen på. Tril dernæst 50 mindre kugler, og læg dem på en bradepande med bagepapir.

Bages i 10-12 min. på 200 grader.

Fiberrige småkager

Honninghjerter

Der er nogle ting i forbindelse med julen, som man bare er nød til at være i god tid med. Jeg elsker honninghjerter, og til denne opskrift hører en fordej, som skal hvile/modne i godt 4 uger inden den er klar til brug. Derfor er jeg nød til at lave den nu, hvis den skal nå at blive klar. Det er heldigvis en super nem opgave, og så dufter der noget så skønt af honning i køkkenet. Uhm…

Honningkage fordej

500 g. honning

500 g. hvedemel

Honningen hældes i en gryde og varmes op til mellem 40 og 50 grader. Dernæst tager du den af varmen og hælder den over i en ny skål, hvor du tilsætter 500 g. hvedemel. Det rører/ælter du sammen til en ensartet masse. Læg dejen i en skål med tætsluttende låg. Stil den derefter i et køkkenskab, og lad den hvile dér i min. 4 uger.

honninghjerter

Opskriften er fra Claus Meyers Jul, og du kan finde den på hans hjemmeside.

Glædelig for-jul 🙂
Jeg har kopieret denne opskrift direkte fra hans hjemmeside:  clausmeyer.dk/jul
Men gå endelig ind på hans side, og gå amok i de skønne juleopskrifter.

Honningkagedej:

2 æggeblommer

10 g hjortetaksalt

1 kg honningkagefordej

10 g potaske

5 g stødt kanel

5 g stødt ingefær

5 g stødt nellike
Desuden: 200 g mørk chokolade til overtræk

Honningkagedej: Kom æggeblommerne i en skål, og rør hortetaksalten ud i dem, og sørg for, at der ikke er nogen klumper. Rør potasken ud i et par skefulde vand eller mælk(pas på det kan godt blive varmt): Bland æggeblommerne og potasken i fordejen, tilsæt kanel, ingefær og nellike, og ælt dejen godt sammen , ca. 6-8 minutter, hvis det gøres i hånden og 6 minutter i røremaskinen (først 3 minutter ved lav hastighed og så 3 minutter på fuld hastighed) Rul dejen ud på et melet bord, til den er ca. 4 mm tyk, og stik eller skær den ud som hjerter. Rul dejresterne ud igen, og gentag udstikningen. Sæt hjerterne på en bageplade som er smurt med lidt olie og drysset med mel, og bag dem i 8–10 minutter ved 180°.
Mærk forsigtigt på hjerterne, om de er færdigbagte – det gør du ved forsigtigt at presse en finger ned på toppen – og efterlader det et aftryk af fingeren. skal honningkagen bage lidt mere.
Afkøl hjerterne på en bagerist. Honningkagehjerterne er stenhårde umiddelbart efter bagning, men en tur i køleskabet efter afkøling, gør dem lækre og bløde. Pak hjerterne i en boks med et fugtigt klæde over, og lad dem stå i køleskabet i 3–4 dage. Tag honningkagehjerterne ud af køleskabet, og pensl dem med smeltet mørk chokolade (læg evt. et glansbillede ovenpå den våde chokolade) eller skriv på dem med lidt hvid glasur. Nu er honningkagehjerterne endelig klar til at spise.
Tip: Overtræk kun de honningkagehjerter, der skal spises med det samme. Resten kan holde sig minimum 1 måned i køleskabet uden at blive tørre.