Den sunde madpakke

Hvad er en sund madpakke? Hvordan sikrer vi at vores børn får den nødvendige energi, de skal bruge, for at kunne lære, lege og være friske til en dag i daginstitution/skole, hvor det sociale også spiller en rigtig stor rolle? Jeg har undersøgt og læst forskellige artikler, og fundet hjemmesider, som beskriver netop det, samt snakket meget med min diætist. Jeg synes det er så vigtigt, at vi giver vores børn en rigtig god og sund start i livet, ved at fylde dem med alle de gode vitaminer og mineraler vi kan. På den måde viser vi dem vejen til at vælge de sunde og gode madvaner, og det vil hjælpe dem rigtig meget den dag de flytter hjemmefra. Det vil også forhindre mange sygdomme, nedbringe fedme, og overvægt, og i det hele taget give dem en større livskvalitet, jo mere de bliver bevidste om betydningen af den mad de indtager.

sommer 2015.png

Når det så er sagt, så ved jeg godt, at der er mange børn (inkl. min egen), som er kræsne, og som absolut ikke spiser hvad som helst. Det kan være en kæmpe udfordring, som forældre, når vi nu så gerne vil give dem det gode, og de så ikke vil/kan. Men det er en helt anden snak, som jeg vil tage på et senere tidspunkt.

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, fordi jeg personligt godt kan lide at få lidt viden med, omkring den mad jeg selv indtager, og den mad jeg vælger at lave til mit barn. Hvad er sundt, hvad er knap så godt osv. Jeg synes det er vigtigt at have den grundlæggende viden med, så jeg kan vælge det bedste for mit barn. Jeg håber også at du vil få noget ud af det.

sommer 2015 2.png

Som grobund for en sund og nærende madpakke er disse ingredienser essentielle:

* Groft brød

* Grøntsager/frugt

* Fisk

* Kød/æg

Brød:

Vi er en brød nation her i Danmark. Vi elsker brød, og har i flere generationer spist masser af brød. I løbet af de senere år, er det hvide brød heldigvis blevet skiftet mere og mere ud med et solidt groft brød, som er super nærende, og giver en masse gode fibre til maven, og tarmen. Vi skal væk fra det hvide brød, da det ikke indeholder nogen næring af betydning, men tværtimod blot er ”klister til tarmen.”

Brødet er en helt grundlæggende ingrediens i madpakken. Det kan være rugbrød, men også groft brød er godt. Husk blot at hvis du bager boller, så skal fordelingen af hvedemel og groft mel være ½ -½. Dvs. at max. ½ er hvedemel, og ½ groft mel. Når du køber brød, så gå efter fuldkornsmærket Det sikrer dig, at der er minimum 50 % fuldkorn i brødet, som sundhedsstyrelsen anbefaler. Hvis du vil vide mere om mærket så gå ind på www.fuldkorn.dk

sommer 2015 3.png

Grøntsager/Frugt:

Voksne skal gerne spise 600 g. frugt og grønt hver dag, og børn 400 g. Det lyder af meget, og sådanne tal kan tage pusten fra de fleste, for hvor meget er det egentlig? Jeg begyndte at veje nogle forskellige frugter og grøntsager, og fandt til min store overraskelse ud af, at det faktisk slet ikke er så slemt. Et æble vejer fx 120 g. mens en gulerod ligger lige omkring de 100 g. (alt efter str.) Så hvis barnet får lidt frugt og grønt med i madpakken, 1 stk. frugt om eftermiddagen, og noget grønt om aftenen, er han/hun faktisk godt dækket ind. Jeg tror på, at hvis vi tænker frugt/grønt ind til hvert måltid på dagen (evt. bær til morgenmad), så bliver det en mere naturlig del af vores spisevaner. Vi må meget gerne få mere grønt, men disse tal er sidste udmelding fra sundhedsstyrelsen, og da grøntsager og frugt indeholder rigtig mange vitaminer, fibre og mineraler, så er der rigtig god grund til at køre en hel del indenbords.

Fisk:

En anden super-vitaminbasker er fisk. De er fulde af proteiner, og det gode omega-3, som kroppen er rigtig glad for. Vi har så meget brug for fisk i alle afskygninger. Vi har brug for de fede fisk, som bl.a. laks. Nogle forskere mener, at fisk er med til at holde din hjerne skarp, og dine taleevner gode. Samtidig skulle det forebygge udviklingen af alzheimers. Vi skal gerne spise fisk hver dag fx som pålæg i madpakken, og et ugentligt hovedmåltid til aftensmad. Jeg synes, at de i supermarkederne er blevet rigtig gode til at diske op med forskellige former for fiskepålæg til madpakkerne, og det er blevet super nemt at gå til. Gå på jagt i deres køledisk, og se om der ikke er noget dit barn kan lide. Måske er dit barn ikke til fisk på rugbrød, men så læg pålægget ved siden af, eller smid en fiskefrikadelle med, som en lille hapser. Når du vælger det færdiglavet fiskepålæg, så gå efter nøglehulsmærket. Så sikrer du dig også, at det ikke indeholder for meget fedt fra bl.a. friture o.a.

Kød/æg:

Jeg har valgt at sætte disse to under samme kategori, fordi de begge har et højt indhold af protein, som kroppen har så godt af. Når du vælger pålæg til dit barn, så vælg igen nøglehulsmærket Det er en hjælp til at vælge sundere når du handler ind. Du kan selvfølgelig stadig læse varedeklarationen bagpå varen, men ved at gå efter dette mærke, så ved du at andre har læst lektien før dig, og godkendt den som et sundt valg. Det gør bare det hele lidt nemmere i en travl hverdag, synes jeg. Kød og æg giver mæthed, og rigtig god næring til kroppen. Proteiner er vigtige byggestoffer for kroppen, men de tilfører også kroppen energi, og er med til at opbygge immunforsvaret. Kød, fisk, ost, korn, kødpålæg, og æg er eksempler på proteinrig mad. Så tilføj endelig forskellig slags kød, af både gris, ko, lam og fjerkræ, og læg et æg ved siden af.

sommer 2015 4.png

Sikke en lang smøre det blev til. Men, selvom vi skal give vores børn de bedste betingelser, ved at give dem en masse sund mad, så skal der også være plads til at skeje lidt ud engang imellem. Der skal være plads til en lækker kage, på en helt almindelig tirsdag, og der må gerne smugles en lille havregrynskugle med i madpakken, på en fredag. Så længe at basiskosten er sund og nærende, så er der også plads til en softice på havnen, en dejlig sommeraften, eller en kop varm kakao efter en god kælketur på bakken.

Kom endelig med kommentarer til ovenstående, enten her eller på min facebook. Jeg vil mægtig gerne høre fra dig

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s