Fredagskugler

Hvert år til jul, er det Matthias job herhjemme at lave disse fantastiske kugler; og det gør han rigtig godt.

fredagskugler

Jeg må dog indrømme, at jeg synes de er alt for gode til kun at blive spist én gang om året. Derfor laver jeg dem ind imellem, og smugler ind imellem to stk. med i Filippas madpakke om fredagen, for at markere weekendens komme. Navnet har Sif Orellana fundet på, og den vandt straks i vores munde, så det hedder de også hos os nu.  De ryger hurtigt i løbet af weekenden (især med to teenagere i huset 😉 ), så I behøver ikke at tænke på holdbarhedsdato på disse. Det vigtigste er at de ligger på køl, så smager de bedst.

Giver ca. 30-40 stk.

1 hel vaniljestang

100 g. flormelis

175 g. havregryn

2-3 spsk. god kakao

225 g. stuetempereret smør

Ca. 75 g. kokosmel til at trille kuglerne i.

Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af flormelissen på bordet med kniven, så kornene skilles ad. Bland det hjemmelavede vaniljesukker med havregryn, kakao, flormelissen og smørret, og ælt det godt sammen til en ensartet masse. Tril massen til ca. 30-40 ensartede små kugler og rul dem efterhånden i kokosmel eller kakao. Opbevar havregrynskuglerne i tætsluttende beholder i køleskabet.

Leave a comment