Efterår – min absolutte yndlings årstid. Jeg elsker at gå ude i skoven, og mærke de knitrende blade under fødderne, føle den kølige vind i ansigtet, og se de umådelige smukke farver som træerne har lige nu. Det kan gøre mig rigtig glad. Samtidig er det stadig ikke så koldt, at man ikke kan tage på picnic i skoven – bare man er klædt godt på.

Disse efterårspirogger er perfekte til madpakken, uanset om I skal på skovtur, eller om jeres børn skal i institution eller skole. De kan både spises kolde og varme, i madpakken eller til aftensmad. Og har du lavet lidt ekstra, kan de fryses, og tages op til madpakken om morgenen – så er de tøet op når frokosten nærmer sig. De er fyldt med gode sager, der er masser af proteiner, fuldkorn, chiafrø og gurkemeje i. Under opskriften, kan du læse lidt om chiafrø og gurkemeje, og finde ud af hvad det er for nogle størrelser 😉
Opskrift:
25 g. gær
3 dl. Vand
2 spsk. olivenolie
1 tsk. groft salt
150 g. rugmel
350 g. hvedemel
1½ tsk. gurkemeje
Start med at opløse gæren i vandet, og tilsæt dernæst olivenolie og salt. Vej melet af, tilsæt gurkemejen, og put det i den våde dej. Ælt det gerne i 10 min. på røremaskinen, og lad dejen hæve i 2 timer. Imens kan du lave kødsovsen.
Til kødsovsen:
Du kan selvfølgelig blot bruge den opskrift du er vant til (det går nogle gange lidt hurtigere), eller du kan vælge at bruge denne her, som også er ret simpel. Derudover kan du rive alle de grøntsager i, som du har lyst til. Det er en glimrende måde, at komme madspild til livs på. Bare hop ind i køleskabet, snup de rester af grøntsager, som ser lidt slatne ud – og riv dem i 😉
500 g. oksefars
4 spsk. ketchup
1½ tsk. groft salt
Et drys peber
½-1 tsk. spidskommen (kan undlades)
½ pakke mornay sauce
Put oksefarsen i en gryde, og brug et piskeris til at ”hakke” oksefarsens lange strimler til ”smulder.” Brun farsen, mens du pisker godt. Tilsæt derefter salt, peber og ketchup – og giv den endnu engang med piskeriset. Kom mornay saucen i, og rør godt. Skru ned for varmen og lad den simre et par minutter, så du er sikker på at den er kogt igennem. Sluk for varmen, og lad gryden stå.

Nu skal piroggerne formes. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og rul den tyndt ud med en kagerulle. Udstik cirkler i den ønskede størrelse. Du kan bruge en yoghurt skål, et stort glas, eller hvad du nu har der er rundt. Sæt dem over på en bageplade med bagepapir, og sæt 1-2 spsk. kødsovs i midten af dem hver. Endelig ikke for meget, da sovsen så nemt ryger ud af piroggen, når den kommer i ovnen. Fold dejen op over kødet, og luk den godt – enten med fingrene, eller brug en gaffel. Pensl dem med vand, og drys lidt chiafrø over.
Vidste du at: Gurkemeje er et krydderi, som ikke smager af meget, men som har vist sig at have en enorm god effekt på kroppen? Den er fyldt med antioxidanter, er bakterie hæmmende, og den spiller en rolle i cancer forebyggende kost. Så spis endelig løs af denne fantastiske rod. I bagværk bruger jeg altid stødt gurkemeje, som fås som krydderi, og er lige så gul som karry 🙂
Vidste du at: Chiafrø indeholder omega 3? Det er et lille bitte korn, som minder meget om birkes, og som ikke smager af noget. Til gengæld er det lille frø en magisk sundheds bombe. Den indeholder både kalk, kostfibre, proteiner og antioxidanter. Imponerende, når man ser hvor lille det er, at det kan indeholde så meget godt.
Like this:
Like Loading...